Lige nu er der en udstilling i Lund, hvor børn har forvandlet kasserede tekstiler til fantasifuld kunst. Under ledelse af Anuj Sharma har de arbejdet med Button Masala – den indiske kunstners egen opfindsomme metode til at “sy” uden sting.
– Der skal kun bruges knapper og elastikker, forklarer Lone Bach Borius, formand for kulturforeningen MedVind, en entusiastisk tidligere lærer, der virkelig brænder for, at børn skal have lov til at skabe kunst på deres egne præmisser.
Det er MedVind, der står bag udstillingen ”Kun knapper, ingen sting – Button Masala revisited”. Lone startede foreningen i 2013 sammen med Liga Lagzdina og tre andre kvinder, og fra deres kontor ved den smukke Kronetorps Mølle i Arlöv i Skåne har de lige fra begyndelsen haft fokus på børn og unge.
“Der skal også være plads til børn i kunstverdenen.”
Liga Lagzdina
Kulturforeningen MedVind
Fra venstre: Lone Bach Borius, Anuj Sharma, Ebba Gustafsson Ågren, Liga Lagzdina.
Sveriges første kunsthal for børn og unge
I foråret gik en drøm i opfyldelse for foreningen MedVind – de åbnede Sveriges første og faktisk eneste kunsthal for børn. Den 12. april 2025 slog de dørene op til Se Din Kunst – Børn og unges kunst i det gamle Tinghus i Lund.
– Vi har vores eget atelier og 530 kvadratmeter udstillingsareal, fortæller Lone. Så endelig findes der et sted, hvor børn og unge både kan skabe og udstille deres egen kunst.
I slutningen af sidste år ansatte det daværende Arvsfondsprojekt i samarbejde med ABF MittSkåne også kommunikatøren Ebba Gustafsson Ågren – og de tre har ikke ligget på den lade side. Siden april i år har de allerede nået at vise børn og unges kunst i fem udstillinger.
Legende kreativitet
Lige nu kan man opleve ”Kun knapper, ingen sting – Button Masala revisited”, en tekstiludstilling i samarbejde med den indiske kunstner og designer Anuj Sharma.
– Det er tredje gang, vi samarbejder med Anuj, fortæller Liga. Han har en smuk filosofi om at forenkle alting så meget som muligt, at skabe meget ud af lidt – og på den måde være med til at skabe en bedre verden.
– Derudover er hans metode meget velegnet og sjov for børn, tilføjer Lone. De behøver ikke at kunne sy for at være med til at skabe.
I efterårsferien fik omkring 70 børn og unge mulighed for at skabe kunst under ledelse af Anuj Sharma selv. De fik lov at eksperimentere og lege sig frem med tekstiler i forskellige materialer, former og størrelser.
– Button Masala handler om at arbejde intuitivt, forklarer Ebba. Om at ”tænke med hænderne” og lade tankerne komme bagefter. At turde prøve sig frem og bygge om.
Tekstiler fra Textilia
Til udstillingen var der naturligvis også brug for tekstiler. Masser af tekstiler. Og det er her, Textilia kommer ind i billedet.
– Vi så en spændende udstilling på Designmuseum i København om tekstilaffald, genanvendelse og genbrug, fortæller Lone. Textilia deltog med deres UPCY-kollektion, så vi tog simpelthen kontakt til dem – og de var meget generøse.
For Textilia var det ikke en svær beslutning.
– At tænke nyt og bæredygtigt har altid været en del af vores DNA, siger Joakim Rindmo, forretningsområdedirektør i Textilia Syd. Vi har en ambition om at genanvende 100 procent af vores kasserede tekstiler, og dette projekt er en fremragende måde at give dem nyt liv på.
Fakta
Udstillingen ”Kun knapper, ingen sting – Button Masala revisited” vises på Se Din Kunst – børns og unges kunsthal i Lund frem til den 21. februar 2026.
Projektet drives af kulturforeningen MedVind i samarbejde med ABF MittSkåne.
Til projektet har Textilia doneret flere paller kasserede lagner, duge og frotté.