Textilia og Folkekirkens Nødhjælp forlænger tekstilers levetid gennem partnerskab

Hver dag modtager Folkekirkens Nødhjælp omkring to tons tøj i deres Sorteringscenter Øst i Albertslund – og på landsplan blev der i 2024 afleveret hele 1.581 tons tekstildonationer. Det er store mængder, som kræver effektive sorteringsløsninger og stærke samarbejder.

For ikke alt tøj kan sælges videre i de 104 genbrugsbutikker landet over. Noget er for slidt, hullet eller ude af form – men det betyder ikke, at det er uden værdi. Gennem partnerskabet med Textilia får de kasserede tekstiler nyt liv i en ordning, hvor bytteøkonomi og ressourcedeling går hånd i hånd.

Fra kasseret tøj til håndstykker og genbrugssække

I samarbejdet modtager Textilia jerseystof, som ellers ville være blevet bortskaffet, og syr det om til genanvendelige håndstykker til håndaftørring. Det tøj, der ikke længere kan bæres, bliver dermed en del af en ny værdikæde.

Samtidig leverer Textilia stofsække syet af kasseret hospitalssengelinned, som Folkekirkens Nødhjælp bruger i deres daglige sorterings- og logistikarbejde – et cirkulært og bedre alternativ til de plastsække, som indtil nu har været brugt. En prøveperiode med 100 sække er i gang, og det forventede behov er op mod 3.000 sække fremadrettet.

Det er en kæmpe hjælp, når vi kan indgå samarbejder, hvor alle bidrager med det, de har – og hvor resultatet er noget, vi begge får værdi ud af,” siger Ditte Ravn Orr, daglig leder og udviklingskoordinator for Sorteringscenter Øst.
“Alt, der hjælper os med at mindske affald og øge genanvendelse, er guld værd for os.”

32.000 håndstykker – skabt af udtjente t-shirts

I gennemsnit modtager Textilia 1,6 ton jerseystof om måneden fra Folkekirkens Nødhjælp. Ét kilo jersey kan omdannes til cirka 20 håndstykker – hvilket betyder, at der hver måned produceres omkring 32.000 håndstykker, som Textilias kunder kan få gavn af.

Et håndstykke er et cirkulært alternativ til engangspapir til håndaftørring. Det er blødt, holdbart og kan vaskes og genbruges op til 300 gange. Ifølge en livscyklusanalyse reducerer det CO₂e-udledningen med op til 30 % sammenlignet med traditionelt engangspapir.*

Genanvendelse med dobbelt gevinst

For Folkekirkens Nødhjælp har samarbejdet også en økonomisk dimension. Hver fyldt container med tekstilaffald koster op mod 10.000 kr. at få afhentet og bortskaffet. Når tekstiler i stedet kan sendes til genanvendelse hos Textilia, reduceres affaldsmængden, og der frigøres midler til andre formål.

Vi gør alt, hvad vi kan for at begrænse mængden af tekstilaffald. At kunne samarbejde med Textilia og finde værdi i det, der ellers ville være spild, betyder både noget for miljøet og vores budget,” siger Ditte Ravn Orr.

Sorteringscentret i Albertslund blev overtaget i september 2024, og har været i fuld drift siden januar 2025. Den øgede kapacitet gør det muligt at håndtere større mængder tøj og indgå flere cirkulære partnerskaber som det med Textilia.

Sammen skaber vi forandring

Folkekirkens Nødhjælp samarbejder, ud over med Textilia, med aktører som Hans Knudsen Instituttet, Mødrehjælpen og Kulturcenter Indre By. Fælles for disse samarbejder er ønsket om at få mest muligt ud af de tekstiler, der doneres.

Noget bliver solgt i butikkerne, noget indgår i sociale eller kreative projekter – og noget genanvendes. Partnerskabet med Textilia er ét eksempel på, hvordan ressourcer kan sættes i cirkulation igen. Og hvordan partnerskaber og bytteøkonomi skaber reel effekt – for miljøet, for samfundet og for alle dem, der hver dag er med til at give tekstiler nyt formål.

*Ifølge en livscyklusanalyse foretaget af NIRAS på vegne af Textilia.

Få TEXTILIA-NYT direkte
i din indbakke

Textilia mappe
Privatlivspolitik
Textilia logo

Hjemmesiden benytter cookies. Disse er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere. Vi benytter egne og tredjeparts cookies til nødvendige funktioner på hjemmesiden, til kundeservice og statistiske formål.

Nødvendige-cookies

Nødvendige cookies er altid slået til på siden. De husker bl.a. dit cookie-tilsagn.